Risiko- og beskyttelsesfaktorer påvirker udviklingen af stofmisbrug blandt unge

Når nogle unge udvikler rusmiddelproblematikker, er der tale om et komplekst samspil mellem mange faktorer i den unges livssituation. Disse faktorer kaldes risiko- og beskyttelsesfaktorer.

Der er ikke nogen enkel forklaring på, hvorfor nogle unge udvikler et bekymrende forbrug eller misbrug af rusmidler. Et samspil af faktorer i den unges samlede livssituation har betydning for udviklingen af rusmiddelproblematikker. Det kan dreje sig om den unges baggrund, den aktuelle situation, relationer, udfordringer og ressourcer. Nogle af faktorerne kan fungere som risikofaktorer, der gør den unge sårbar over for udviklingen af rusmiddelproblematikker. Andre faktorer kan fungere som beskyttende faktorer, der er med til at modvirke en sådan udvikling

 Samspillet mellem risikofaktorer og beskyttende faktorer er komplekst, og begge typer af faktorer kan forstærke en enten negativ eller positiv udviklingsproces.

Undersøgelser viser, at jo tidligere faktorerne er til stede, desto mere varige er de. Jo flere og mere alvorlige faktorerne er, desto større er risikoen også for, at faktorerne slår igennem som negativ udvikling hos den unge (Kvello, 2013). Det er derfor afgørende at vurdere den unges samlede situation.

Risikofaktorer

International og dansk forskning peger på følgende centrale, og ofte delvist sammenhængende, risikofaktorer:

  • opvækst i brudte hjem samt hjem med manglende støtte, omsorgssvigt, vold, misbrug eller psykiske problematikker hos forældre
  • mistrivsel og psykiske problematikker, som fx ADHD, ensomhed, angst, depression – med eller uden diagnose, traumer
  • tidlig rusmiddeldebut og tidlig brug af rusmidler
  • venner/socialt netværk med problematisk brug eller misbrug af rusmidler
  • ustabil eller manglende tilknytning til skole/uddannelse (Ege, 2004; Pedersen, 2005; Pedersen & Frederiksen, 2012; Järvinen et al., 2010; Kvello, 2013).

 Samspillet mellem den unge selv, den unges familie, netværk og hverdag er afgørende. Unge, der fx har haft en opvækst med belastende vilkår, har større risiko for at udvikle rusmiddelproblemtikker, end unge der har haft en opvækst med støttende og nære relationer til forældrene.

Det betyder ikke, at unge, der har haft en opvækst med belastende vilkår, nødvendigvis udvikler problemer med rusmidler. De unge kan have en god og støttende relation til en anden voksen i netværket og have udviklet en god mestringsevne i forhold til vanskelige situationer og livsvilkår.

Beskyttelsesfaktorer

 Følgende beskyttelsesfaktorer er centrale for udvikling af rusmiddelproblematikker:

  • opvækst med tryghed, støtte og en god relation til forældrene
  • personlig kompetence og mestringsevne i forhold til sociale relationer og håndtering af vanskeligheder
  • god skolegang, herunder at klare sig godt både fagligt og socialt
  • i gang med uddannelse, især boglige uddannelser
  • socialt netværk og fritidsaktiviteter med fællesskaber og aktiviteter uden rusmidler (Ege, 2004; Pedersen, 2005; Pedersen & Frederiksen, 2012; Järvinen et al., 2010; Kvello, 2013).

Kilder

Ege, P. (2004). Stofmisbrug og Afhængighed: Hos Unge og Voksne. Kbh: Hans Reitzels Forlag.

Emmeche, Lene S. et al. (2012). Hele vejen rundt: Redskaber i arbejdet med unges rusmiddelproblemer. Odense: Socialstyrelsen.

Järvinen, M. et al. (Red.) (2010). Stoffer og natteliv. Kbh: Hans Reitzels Forlag.

Kvello, Ø. (2013). Børn i risiko. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Pedersen, M. U. & Frederiksen, K. (2012). Unge der misbruger rusmidler: Hvor mange, behov, behandling, stofforbrug efter behandling. Aarhus: Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet.

Pedersen, M. U. (2005). Udvikling af Misbrug og Afhængighed af Rusmidler. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

VIVE (2021). Screening af rusmiddelbehandling til de mest udsatte unge. Link til rapporten her.